Welcome to a World of Yarn, Wool, Plantdye and Design
View cart - 0 items/0,00kr

HÅNDTEN spindedag, 5. oktober 2025

600,00kr

Har du aldrig spundet før, og gerne vil prøve og lære det, er dette begynderkursus for dig.

Du inviteres hermed til ulddag med spinding og tvinning af uld til garn i værkstedet 5/10 2025 kl. 11.00-14.30.

Inklusiv uld og materialer, se detaljer længere nede.

Vi skal arbejde med kartet råuld fra danske lokale får og spinde med håndten. Dernæst vil vi tvinde vores garn med håndten til tvundet 2 trådet garn.

Vi skal bruge forskellige gamle historiske teknikker fra landbokvindens tid til at håndspinde fra tøjer og tops og tvinde det håndspinde garn sammen med håndten. Vi skal lege, bruge fantasien og eksperimentere med uld og de forskellige muligheder z-spinding og s-tvinding med håndtenen.

Der er sørget for kartet råuld fra Spælsau og Gotlænder, karteflor af silke, silke/merino og silke/cashmere, karte- og spinderedskaber, kaffe, the og en hjemmebagt bolle med hjemmelavet marmelade.

Alle får ca. 50-100 gram råuld og 25 gram silke/cashmere til anvendelse på kurset - og med hjem. Hvis du vil have mere uld, silke, garn mm, kan du selvfølgelig købe i værkstedet på dagen til en god pris.

Medbring varmt tøj, da vi arbejder i mit værksted - der er varme på, men der kan være køligt. Medbring evt. din egen håndten, samt en pose til at have din uld og dit garn i med hjem.

Kurset er et "hands-on" kursus uden papirer, så hvis du vil tage noter, må du gerne tage din egen notesbog med.

Vi vil være en lille gruppe på cirka 3-4 personer ialt. Er der færre end 3 tilmeldte aflyses dagen.

Når du har tilmeldt dig og betalt, vil du få en mail med mere info om dagen.

Adresse: Hvidovre Boulevard 16, 2650 Hvidovre.

Underviser: Charlotte Gundersen, uddannet Håndværk og Design lærer. Grundlægger af firmaet By C Gundersen. Designer i firmaet siden 2009 med opskrifter til håndstrik hækling, filt og plantefarvning. Plantefarver siden 2016 og garnproducent med garnmærket Dansk Østersøuld siden 2019. Frivillig fårehyrde i Ejby Alpaka og Fårelaug og Hvidovre Ko og Fåregræsserforening, forperson for Plantefarverne i Danmark og bestyrelsesmedlem i Dansk Fibershed.