Landbokvinden i forstaden, foredrag
Et foredrag om glæde, engagement, fællesskab og nærvær. Om håndværk, strik, hækling, uld, får, plantefarvning, garn og design. Om det gode håndværk og processerne bag det gode design. Og ikke mindst om tilblivelsen af DANSK ØSTERSØULD.
"Hvordan kan man leve som landbokvinde med de gamle håndværk, selvom man bor i en mindre forstad til en storby?"
I efteråret 2019 blev Charlotte kontaktet af Vej og Park i Glostrup, om hun havde lyst til at overtage ulden fra deres landskabsplejende spelsaufår. I marts 2020 hentede hun for første gang en masse fantastisk uld, som hun vaskede, rensede og sorterede med hjælp og vejledning fra dygtige spindere, fåreavlere i Danmark. De sidste to til tre år har vi en til to gange om året hentet uld på samme måde hovedsageligt i Glostrup og i Hvidovre samt ved udvalgte fåreavlere i Danmark.
I 2021 meldte Charlotte sig ind som aktiv medlem i Ejby Fåre- og Alpaka Laug. Hun ville gerne tættere på dyrene og pasningen. I 2022 fik vi 52 lam, og hun har hjulpet med til både fødsler, dyrlægebesøg, at give flaske til moderløse lam og generelt fodre og passe får og lam over forår og sommer 2022.
Til foredraget kan du høre om Charlottes og vores rejse ind i uldens, garnets og fårenes verden, om at blive landbokvinde i forstaden, om at tage store beslutninger, om at følge sine drømme og om en masse skønne og fine oplevelser med får og lam, samt om erfaringerne med uld, garn, plantefarvning, mennesker og natur.
Sidst men ikke mindst kan du se og røre ved alt det skønne garn, og så er der naturligvis en masse dejlige billeder med fra virket som landbokvinde i forstaden og fra fåreflokken, som Charlotte er med til at passe.
Som udgangspunkt er foredraget en god blanding af både fårepasning, plantefarvning - samt af uld, strik og selvudvikling. Alt efter målgruppe og ønsker kan der skrues op og ned for får, uld og garn kontra livsfilosofi om at følge sine drømme, tro på sig selv, gøre en forskel, gøre op med hamsterhjul mm.
Foredraget varer cirka en -to timer i alt. Der kan være ca. 20-30 publikummer. Prisen er som udgangspunkt med moms, men uden transport. Transportudgifter kan variere alt efter hvor i landet - eller i verden - turen går til. Fx skal der lægges bropenge oveni mellem Sjælland og Fyn.
Send en mail på: [email protected] med ønsket dato eller om ideer, ønsker og info, så skriver vi tilbage, så snart vi kan.