ULD sorteringsdag 1. marts 2026
Kom og vær med til at sortere og rense uld. Lær om hvordan man arbejder med uld og om processen fra uld til garn.
Har du aldrig haft rå uld i hænderne før, og vil du gerne prøve det og lære om råuld og dens forarbejdning, er dette begynderkursus for dig.
Du inviteres hermed til ulddag med forarbejdning, sortering og rensning af uld i værkstedet 1/3 2026 kl. 11.00-14.00.
Inklusiv uld og materialer, se detaljer længere nede.
Vi skal bruge forskellige gamle historiske teknikker fra landbokvindens tid blandet med nyere tanker om forarbejdning af råuld. Du vil få en grundig gennemgang af ulden på fåret og sortering af råulden. Vi kigger på hele fårehamme, undersøger kvaliteten og kommer med gode fif til, hvad man skal kigge efter. Vi vil vaske forskellige slags uld, deriblandt merino, men også alpaka. Undervejs får du teori omkring vask af uld, og der vil blive fremvist hvad fermenteringsvask er. Vi renser, teser, karter og kæmmer og gør ulden klar til spinding. Her viser vi hvordan man bruger de forskellige redskaber; uldcentrifuge, uldplukker, flickkarter, håndkarter, håndholdt og elektrisk kartemaskine og uldkamme. Du vil lære, hvad de forskellige redskaber hver især er gode til.
Der er sørget for råuld fra Spælsau, Texel og Gotlænder, redskaber til vask, rensning, sortering, kartning og kæmning, kaffe, the og en hjemmebagt bolle med hjemmelavet marmelade.
Alle får 1/2 kilo råuld (500 gram) til anvendelse på kurset - og/eller med hjem. Hvis du ønsker mere uld eller garn mm, kan du selvfølgelig købe i værkstedet på dagen til en god pris.
Medbring varmt tøj, da vi arbejder i værkstedet - der er varme på, men der kan være køligt. Medbring evt. en pose til at have din uld i med hjem.
Kurset er et "hands-on" kursus uden papirer, så hvis du vil tage noter, må du gerne tage din egen notesbog med.
Vi vil være en lille gruppe på cirka 4-6 personer ialt. Er der færre end 3 tilmeldte aflyses dagen.
Når du har tilmeldt dig og betalt, vil du få en mail med mere info om dagen.
Adresse: Hvidovre Boulevard 16, 2650 Hvidovre.
Underviser: Charlotte Gundersen, uddannet Håndværk og Design lærer. Grundlægger af firmaet By C Gundersen. Designer i firmaet siden 2009 med opskrifter til håndstrik hækling, filt og plantefarvning. Plantefarver siden 2016 og garnproducent med garnmærket Dansk Østersøuld siden 2019. Frivillig fårehyrde i Ejby Alpaka og Fårelaug og Hvidovre Ko og Fåregræsserforening, forperson for Plantefarverne i Danmark og bestyrelsesmedlem i Dansk Fibershed.